Når dit barn har refluks - og du langsomt mister dig selv

Der er en særlig slags mørke, som kun forældre til et barn med refluks kender.
Et mørke, der ikke handler om manglende søvn alene. Men om følelsen af at miste sig selv i afmagt. Om den totale udmattelse og desperation, når ens barn græder og vrider sig i smerte, og intet – intet – virker.

Det mørke kender jeg. For jeg har selv stået der. Ikke én gang. Men tre.

Jeg har været der midt om natten med et barn, der vågnede 15… 20… 25 gange. Jeg har siddet med et spædbarn, der skreg i mine arme i timevis, uden at kunne finde ro. Jeg har ammet med tårer løbende ned ad kinderne, fordi det gjorde ondt – ikke fysisk, men indeni – når hvert måltid blev en kamp.
Og jeg har mærket, hvordan jeg langsomt forsvandt i forsøget på at få alle andre til at forstå, hvad jeg så og mærkede.

"Babyer græder. Det er normalt."

"Du er nok bare en førstegangsmor.""

Det er dig, der er lidt sart.""

Du skal bare lære at slappe af, så gør din baby det også."

Nej. Der er intet normalt i det, vi oplevede. Og måske oplever du det lige nu.

Refluks er ikke bare "et lidt bøvlet barn"

Refluks er ikke en fase, der bare skal overstås. Det er en dybt invaliderende tilstand, der kan tage hele familien med i faldet. Ikke fordi du gør noget forkert – men fordi systemet omkring dig ikke forstår, hvor voldsomt det er.
Det er ikke normalt at være vågen hele natten – uge efter uge, måned efter måned. Måske endda år efter år. Det er ikke normalt at være i konstant alarmberedskab – med skuldrene oppe om ørerne og en evig knude i maven. Og det er ikke normalt, at dine egne instinkter og observationer bliver afvist og pakket væk som hysteri eller overbekymring.

Det er traumestof af førsteklasses karakter

Når du begynder at tvivle på dig selv

Det værste er måske ikke refluksen. Det værste er den ensomhed og tvivl, der sniger sig ind, når ingen tror på dig.

Du begynder at spørge dig selv:

Er det mig, der er noget galt med? 

Overdriver jeg? 

Er jeg en dårlig forælder?

Du mærker afstanden til dem omkring dig vokse. Du trækker dig. Du overlever i stedet for at leve. Du passer dit barn, men du mister dig selv.
Og midt i det hele står du og prøver at være "den voksne". At være nogens mor eller far, mens du selv er ved at gå i opløsning.

Kære dig – du har ret i det, du mærker. Hvis ingen andre har sagt det til dig: Du er ikke skør. Du overdriver ikke. Du er ikke for sart. Du er et menneske, der reagerer på en umenneskelig situation.

Dit barn har brug for dig, ja – men du har også brug for omsorg, støtte og et sted at læsse af. Og den støtte skal ikke kun være praktisk. Den skal være følelsesmæssig. Du skal ikke stå alene med at bære noget, som burde være delt.

Du fortjener hjælp, der ser dig.

Jeg arbejder i dag som terapeut med speciale i de allertidligste relationer og følelsesmæssig heling. Men jeg glemmer aldrig, hvordan det føltes at stå der selv – med baby på armen og mit indre i stumper.
Hvis du længes efter at blive set, hørt og mødt i alt det, der ikke kan måles og vejes… Så er der en vej. Den starter med at nogen lytter – uden at afvise, forklare eller rette på dig.

Det er det, jeg tilbyder i mit arbejde: Et rum til at være med det hele. Med tårerne, vreden, skyldfølelsen, fortvivlelsen – og alt det, du har båret alt for længe alene.

Du behøver ikke kæmpe videre i mørket alene.

Jeg ser dig. Jeg tror på det, du mærker. Og jeg går gerne ved siden af dig, indtil du begynder at mærke dig selv igen.

Har du brug for støtte? Du er velkommen til at booke en 1:1 terapeutisk session – online eller i Espergærde. Du kan også skrive til mig, hvis du bare har brug for at sætte ord på det hele.